Referencer - Kontor i københavn

TDC Kontor i københavn

Byggeriet er et kontor i København, som er en større udvidelse af TDC`s hovedkvarter, så alle TDC`s administrative funktioner er nu samlet på Teglholmen. Den krumme facade er en hilsen til en tidligere bygning kaldet “bananhuset”, fordi det havde en svagt kurvet facade. Dengang fulgte bygningen den kurvede vej, og derfor bliver vejen på et tidspunkt ændret til at kurve igen. Fløjene rummer kontorer i større forløb, afbrudt af enkelte cellekontorer og skærmvægge. Kontorarealerne er udlagt på begge sider af et gangforløb, som er markeret af et nedsænket loft, der også rummer tekniske installationer. 

En skulpturel, frit hængende ståltrappe i et atrium i hele bygningens højde forbinder etagerne. Tagetagen på længerne har åbne altangange, der fungerer som udvendigt opholdsområde for penthouseetagerne. Det udkragede tag lægger sig som en flad skive øverst. Facadeudtrykket på fløjene dannes ved variation mellem den forskudte placering af de vandrette vinduesbånd, på hver fem fag, og de lodrette partier imellem. Bygningerne indgår i det eksisterende anlæg og spiller sammen med tagsten og fugefarve, med et bevidst valg af murede facader. Sternkanten og den synlige underside af taget er beklædt med Alucobondplader, som changerer efter solen og den vinkel man betragter huset fra. Mellembygningen har facader af glas, som kontrast til kontorfløjenes mursten. Bygningen rummer forbindelsesgange mellem fløjene på alle fem etager, og derudover mødelokaler på alle etager. Bygningen har fået sit eget karakteristiske udtryk med facadestore solafskærmninger på begge facader.

Type: Kontorbyggeri

Totalentreprenør: Sjælsø Gruppen A/S

Omfang: 9.300 kvm

Byggeledelse: V8 Construction A/S

Opførelsesperiode: 2008 – 2009

Arkitekt: DesignGroup Architects A/S

Beliggenhed: Teglholmen, København

Ingeniør: Hansen, Carlsen & Frølund A/S

Bygherre: KTAS Pensionskasse